Det skal klikke, før det hjælper

”Den gode kemi” er helt afgørende for, om du får noget ud af et terapiforløb. Diplomer, uddannelser og certificeringer hjælper nemlig ikke, hvis der ikke også er et stærkt tillidsforhold mellem klient og terapeut.

Da hendes arbejdsplads i 2015 gennemførte en større fyringsrunde, blev det svært for projektkoordinator Camilla at finde ud af, hvem der gjorde hvad. Alt blev vendt op og ned, og for Camilla betød det en hverdag med hovedpine, kvalme og svimmelhed. Først efter seks måneder indså hun, hvor slemt det stod til. Hun blev sygemeldt i 6 uger. Med stress.

"Gennem min sundhedsforsikring fik jeg tilknyttet en kognitiv psykolog. Desværre følte jeg mig ikke forstået af psykologen og fik ikke fat i kernen til, hvorfor jeg lider af stress. Jeg forstod ikke hans måde at behandle på. Jeg gik derfra og følte mig misforstået. Jeg fik en følelse af at være unormal og forkert, fordi jeg gik med de følelser og tanker, som jeg nu gjorde. Jeg valgte dog at fortsætte forløbet. Jeg troede og håbede sådan på, at han kunne hjælpe mig”.

Camilla havde tidligere haft en traumatiserende oplevelse i forbindelse med et færdselsuheld, som berørte hende dybt, men psykologen afviste, at det kunne have nogen relation til hendes nuværende stress. Hun følte hverken hun blev set eller hørt, og efter 5 gange besluttede hun sig for at stoppe.

Psykologen mente ikke, han kunne hjælpe hende mere, og Camilla mente ikke, han havde hjulplet hende. Men en ting tog hun med sig:

”Der er ingen healing i at sidde og føle sig forkert”.

Selvom hun efter et år var tilbage på arbejde på fuld tid, blev det aldrig rigtig godt, og da det ikke havde klikket med den kognitive psykolog, trængte hun alvorligt til at tale med nogen. Og denne gang skulle det være en, der selv havde prøvet at være i hendes sted. I et ugeblad læste hun en artikel om terapeuten Mette Rygaard, som umiddelbart resonerede med hende:

”Jeg følte, artiklen var skrevet til mig. Mette havde selv tidligere, i et job som mindede om mit, været stressramt og hendes beskrivelse af sin stressperiode, gav genklang hos mig. Jeg tænkte, at hun kunne identificere og relatere til mig, så jeg skrev en mail til Mette om, hvad jeg havde været igennem og så aftalte vi et møde”.

Både Mette og Camilla husker tydeligt den første session, hvor Camilla fik rum til at lette sit hjerte og vigtigst af alt, følte Camilla sig for første gang forstået:

 ”Og det havde jeg savnet”!

”Ja”, siger Mette Rygaard”, min opgave er at lytte, føle og mærke og sætte ind der, hvor er der strøm på, hvor der er bevægelse. Netop der, stopper jeg op og går i dybden med klienten. For at Camilla kan skabe den forandring, hun ønsker, skal hun ud over at forstå det med sit hoved også ned i kroppen og mærke sine følelser og sansninger”.

Mette Rygaard har ikke altid været samtaleterapeut, men hun har altid været god til at lytte, holde fokus og spore sig ind på, hvad der er vigtigt for den enkelte. Efter mange år som marketingansvarlig i en stor dansk designvirksomhed, oplevede hun selv, hvad stress kan gøre, og for hende blev det en begyndelse til et nyt liv som samtale – og psykoterapeut. Hun benytter sig af nogle bestemte metoder, der er bygget op over emotionelle processer, som er centrale elementer for ændring i sindstilstanden. Men først og fremmest lytter hun:

”Jeg tager udgangspunkt i det menneske, jeg sidder med, og jeg diagnosticerer ikke. Jeg sidder med Camilla og er med hende, og jeg gør mig umage for at sætte mig ind i, hvordan hun har det. Min egen bagrund, hvor jeg kender til stress, fordi jeg selv har oplevet det på egen krop, giver mig en pejling om, hvor jeg skal lytte ekstra godt efter. Hvor er vi henne? Hvor er der noget dysfunktionelt, f.eks. i nogle relationer. Jeg skal ikke rådgive, men hjælpe til, at noget kan blive gjort anderledes”, siger Mette Rygaard, og understreger, at hun ikke vil kritisere andre terapiformer, for der er noget godt at hente i de fleste anerkendte og velfunderede terapeutiske systemer.

Faktisk afhænger resultaterne ikke af formene, men i højere grad af relationen mellem terapeut og klient.

”At føle sig forstået, set og hørt, at kunne læne sig ind i et andet menneske, det er der, healingen begynder. Jeg vil skyde på at 80% af al terapi, der virker, er pga. relationen mellem terapeut og klient.

I dag har Camilla haft en session hos Mette for femte gang:

”Allerede efter tre gange, var der sket så meget mere her i dette forløb. Jeg følte mig jo forstået, og jeg er også blevet løftet ud af min comfortzone. Selvom der er empati og forståelse, skal jeg jo ikke bare pleases, for så sker der ikke noget. Mette havde advaret mig om, at hun ville presse mig til at mærke efter. Mærke mine følelser. Jeg har altid haft svært ved at være i mine følelser, og det er sjældent jeg glædes over noget i længere tid af gangen. Jeg er hurtigt videre.

Derfor har det betydet meget for mig, at jeg er begyndt at finde glæde i de små ting. Ting, jeg ikke tidligere har brugt energi på eller tillagt opmærksomhed. Det er måske små ting, men det er stort for mig at opleve”.

”Der er ikke to klienter, der er ens, så min rolle som terapeut er at være ydmyg over for det enkelte menneske, jeg er sammen med. Jeg inddrager mig selv i forløbet og jeg bruger mit eget nervesystem meget som pejlemærke. Som terapeut må man ikke sidde og have planer på klientens vegne, men være med det som er lige nu og her, og det er en meget subtil fornemmelse”, siger Mette Rygaard.

Nu, fem gange senere, hvad er det så, Camilla oplever, der har bidraget til et liv med mindre stress, mere glæde og positive oplevelser?

”Jeg har fået hjælp af Mette til at takle visse situationer anerledes. Ansvaret for forandring ligger hos mig. Det er hårdt og energikrævende, men hos Mette har jeg fået selvindsigt og følelsen af at blive mødt og forstået. Jeg har på intet tidspunkt følt mig forkert, dum eller mærkelig i hendes selskab. Vi har haft god kemi fra starten. Og det har betydet alverden…”, slutter Camilla.

Skrevet af journalist, Anne Absalonsen.

Det vigtige møde

I mit virke som terapeut er jeg overrasket over hvor mange, der giver udtryk for at have søgt hjælp hos læge eller psykolog og ikke at være blevet mødt med empati og forståelse. Nogle forfærdelige historier, har jeg fået, hvor den enkelte har følt sig helt forkert og misforstået og efterladt med en følelse af endnu mere håbløshed og skam og overladt til sig selv at få løst sit problem.

Som mennesker er vi født med et behov for at blive forstået og anerkendt, tror jeg. Og når vi søger professionel hjælp er det for mange et stort, sårbart skridt. Det er helt essentielt at blive mødt og føle sig forstået og accepteret i dette møde.

Jeg vil påstå, at vi alle gerne vil forstås uanset hvilken historie, vi kommer med. Som børn higer vi efter vores forældres anerkendelse og accept. I opvæksten søger vi ligesindede, hvor vi føler os forstået, hvor vi er på bølgelængde. Hvor vi får anerkendelse og skaber relationer, der er vigtige for os.

Vi søger venner, der minder om os selv. Vi er flokdyr og har behov for at høre til. At være udstødt af flokken enten familien eller i andre grupper, f.eks. skolen eller arbejdspladsen kan være så nedbrydende og ødelæggende for mennesket.

Hvor der er mennesker, er der konflikter. Store og små. Hvor der er mennesker, er der divergerende opfattelser af livet.

Når vi har haft uoverensstemmelser med andre og er kede af det, føler os uretfærdigt behandlet, misforstået eller vrede, har mange af os et behov for at tale med ligesindede.

Vi deler vores opfattelser set med egne øjne og vælger med omhu, hvem vi deler det med. For det er sårbart, og der er brug for netop forståelse, medlidenhed, forargelse eller omsorg, for at vi kan rejse os igen.

Når vi får forståelsen og accepten falder nervesystemet til ro, og der er en chance for at vreden og skammen bliver mindsket.

Ikke alle har så nære relationer, at de har nogen at dele deres bekymringer med. Der er ikke forståelse i alle relationer. Og det kan være risikabelt og skamfuldt at åbne op og ytre sig.

I mødet med en terapeut er det derfor alt afgørende, at der er forståelse og anerkendelse. At der ikke er fordømmelse af nogen art. Terapeuten skal være empatisk og være i stand til at spejle sin klient og sætte sig ind vedkommendes følelser. Og være med klienten lige præcis der, hvor han/hun er.

I netop det møde, kan der ske mirakler.

Kærlig hilsen

Mette

Lider du også af angst?

Hvad er angst?

Angst har mange ansigter og mange lever med angst på forskellig vis. Den kommer til udtryk i kroppen som hjertebanken, svimmelhed, åndenød, migræne, knude i maven, halsen snører sig sammen osv. Den kan komme, når vi er i en bestemt situation, nogle har den med sig som en fast følgesvend, og for andre kan den komme, når vi mindst venter det – f.eks. om natten, hvor vi har paraderne nede og egentlig burde sove en dyb søvn og lade op.

Angst kan ramme alle

Mange tror fejlagtigt, at angsten tilhører en bestemt klasse i samfundet, de svage eller sindslidende. Den er en stor del af mange menneskers liv i alle samfundsklasser. Den kan komme i perioder, og for nogle er det blevet et fast tilbagevendende og for andre igen en permanent følelse. Mange deler ikke med deres nærmeste, at de lider af angst, da det føles skamfuldt og forkert.

Angst for angsten

Angsten er et sandt uhyre, der kommer krybende og kan føles så overvældende og udslettende og mange tror, de skal dø. Mange oplever efter gentagne anfald at blive angst for angsten. For måden den kommer snigende på er det som om, det er den, der styrer vores liv.

Vi laver diverse krumspring og handlinger og ændringer i vores liv for ikke at risikere at blive mødt af vores angst. Vi prøver at finde en logisk forklaring på, hvorfor vi bliver angst, og gør alt vi kan for ikke at være med angsten, fordi den netop er så hæslig.

Helbredelse

I terapi med mig arbejder vi med følelserne og sansninger, der er forbundet med angsten. Målet er selv at få overtaget og kognitivt en forståelse for, hvorfor angsten kommer. Lære at forstå den, så vi kan blive fri for den. Lære at styre angsten, så den ikke styrer os. Hvert enkelt menneske, jeg har mødt med angst, har hver sin historie og hver sin bevæggrund. Fælles, for alle mennesker, jeg har mødt med angst, er, at noget i deres måde at være i verden på og noget i deres historik har sat sine spor, som kommer til udtryk i angst.

Er du blevet nysgerrig på at kigge på din angst?

Stress

Artikel fra Alt for Damerne. 23. maj 2017, hvor jeg blev interviewet om min egen periode med stress

Statistikkerne taler deres klare sprog: Flere kvinder er stressede, og især karrierekvinderne er udsat. Vi har mødt marketingschefen og lægen, som begge vandt over stress og nu bruger deres erfaringer til at hjælpe andre. Få deres gode råd til at finde den sunde balance.

AF MARIA BRUUN-SCHMIDT. FOTO: PETER NØRBY.

UDGANGSPUNKT

– Jeg var marketingsansvarlig for Louis Poulsen i Danmark i 15 år. Jeg begyndte som sekretær, og langsomt udviklede jobbet sig, indtil jeg fik ansvaret for marketing i Danmark. Det var et rigtig godt arbejdsliv derinde, og jeg syntes, det var sjovt samtidig med, at jeg fik megen anerkendelse, fordi jeg var god til mit job. Over de senere år var der en del ejerskifter og omstruktureringer, og jeg mistede mange af mine gode kollegaer. Det tog hårdt på mig, for da de faldt fra, faldt alt det sjove fra, og jeg fik mere arbejde, som jeg ofte også selv valgte at tage under huden. ”Du rager jo også alt til dig”, sagde min chef. Og det var så min virkelighed.

KOGEPUNKT

– Med tiden fik jeg mere og mere hovedpine og kunne ikke overskue tingene – og det havde jeg det svært med. Jeg skulle hele tiden overmatche det niveau, jeg selv havde lagt for dagen. Til sidst begyndte min hukommelse at slå fra, og jeg var både træt, irritabel og fik voldsomme migræneanfald. Men jeg arbejdede videre.

BRISTEPUNKT

– En dag blev det hele bare blankt som et stykke hvidt ark papir inde i hovedet. Først tænkte jeg, det var normalt. Det var i forbindelse med designfestivalen 3 days of Design, hvor jeg havde ansvar for en masse arrangementer. Alt for mange. Så en fredag morgen stod jeg i badet, og så faldt jeg simpelthen bare om. Jeg lagde mig ind i sengen og begyndte at kaste op. Jeg havde en vældig migræne, som ikke ville aftage, og jeg blev pludselig bange for, at den skulle blive kronisk. Da gik op for mig, at det her var ret alvorligt, men jeg havde stadig svært ved at skulle sygemelde mig. For jeg syntes, det var så svagt at gøre det. Og svag er jeg ikke. Egentlig var jeg mest bange for at miste min identitet. Selvom jeg altid har sagt, ”det er kun mænd, der er lig med deres arbejde”, så indså jeg, at det jo også gjaldt for mig. Men til sidst hjalp en læge og en psykolog mig med at trække stikket.

VENDEPUNKT

– Jeg tog over i mit sommerhus på Orø og endte med at være der i to måneder. Jeg var som en elastik, der var fuldstændig slap. Sov til middag 2–3 gange om dagen og havde totalt hukommel-sessvigt. Jeg orkede ikke mere. Men det var også svært at acceptere, for hvad tænkte andre mon om mig? Jeg brugte noget tid på at lære mig selv bedre at kende, og langsomt gik det op for mig, at min identitet ikke tilhørte mit firma. Den er min egen, og det skal jeg stadig huske mig selv på i dag. Samtidig var jeg pissebange for, om min krop var i forfald. Når jeg skulle sy puder, måtte jeg bruge en lommeregner til at trække 6 centimeter fra 31 for at få syinstruktionerne til at gå op. Og jeg blev så skræmt over mig selv, at jeg tog en IQ–test på nettet, som heldigvis bonnede fint ud. Pyha, tænkte jeg, så skal det nok gå.  

– Over tid begyndte jeg at sove om natten. Jeg vågnede ikke op med uro i maven kl. 4–5 om morgenen, som jeg havde gjort i mange år. Jeg malede og lavede kryds og tværs, fordi jeg tænk-te, jeg måtte bruge min hjerne. Og jeg begyndte at opfange nuancer i fuglefløjt og nyde vinden i træerne. Med de små glæder kom mere energi – energi, som jeg ikke har haft i mange år. Det var helt besynderligt. Og virkelig dejligt.

LYSPUNKT

– Efter to måneder kom jeg på arbejde og startede op med nogle få timer om ugen med mindre ansvar, og der var blevet ansat tre mennesker til at tage sig af mit tidligere job. Det var dejligt ikke at have så meget på paletten, min migræne var forsvundet, og jeg havde meget mere energi. Efter et par måneder tænkte jeg: den energi skal jeg saftsuseme bruge på noget andet! Over en periode havde jeg skævet til flere i mit netværk, der startede noget op selv. Og jeg tænkte: hvis de kan, så kan jeg også. Og det kunne jeg.

– Nu har haft min egen klinik i et år, hvor jeg arbejder som samtaleterapeut for at hjælpe andre – ofte med stress. Også karrierekvinder på min alder kommer ind på samme måde, som jeg gjorde i tidernes morgen, og det er en gave fra himlen at kunne hjælpe dem. Jeg ved jo præcis, hvordan de har det. De er pillet ned af stress og er enormt sensitive og bange for, de ikke kan det, de kunne før i tiden. Det kan de, men de skal lære at skille arbejdet fra deres egen person. Det arbejder jeg også på selv, og det er jeg blevet gladere af.

– Energien er næsten det, jeg er mest glad for. Og glæden. Jeg har det som om, jeg er 19 år, og verdenen ligger foran mig. Også selvom jeg ikke har den samme indtægt, at jeg ikke kan spise lige så ofte ude og købe nyt tøj i samme omfang. Men det giver mig nu et større kick, det her. At hjælpe andre kvinder til at få troen på livet tilbage og finde en sprække af lys. Så jeg kan åbne et vindue for dem.